Dette skal du vide når du køber bolig…

At købe bolig er en stor beslutning, uanset om der er tale om bolig som man ønsker at benytte som bopæl eller om der er tale om feriebolig. Dog er kravene til bolig og beliggenhed forskellige afhængigt af hvad boligen skal bruges til. Først og fremmest skal man gøre sig klart hvilke krav der er et “must” for at købe boligen. Der kan være andre ønsker til boligens struktur som er at foretrække, men ikke skønnes absolut nødvendige. Lav eventuelt en prioritetsliste hvori kravene til boligen opstilles i henhold til hvor vigtige de anses at være for jer.

Udover selve boligen skal man ligeledes tage stilling til hvilket område man ønsker at boligen er beliggende i.

Hvis boligen skal bruges som fast bopæl afhænger krav til bolig og område af hvilken situation man befinder sit i. Er man børnefamilie der bor og arbejder i Spanien vil man uden tvivl lægge vægt på at boligen ligger i et område med faciliteter til børn (park, fritidsaktiviteter m.m.) samt at infrastuktur letteregør transport til og fra arbejde, skole m.m. og har offentlige transportmidler. At naboer er i lignende situation giver mulighed for legekammerater og gode grillaftner med naboer i fremtiden. Vær opmærksom på at visse områder ofte benyttes alene til feriebrug og kan ligge nærmest øde hen om vinteren og om sommeren være fuld belagt med larm langt ud på natten.

Hvis boligen benyttes som feriebolig vil man ofte have andre krav til boligen og dens beliggenhed, f.eks. tæt på strand, beliggende i område med restaurant, m.m.. Hvis man har handicap skal ligeledes tages hensyn til dette, f.eks. elevator, adgang for rullestole m.m..

Det er også vigtigt man er opmærksom på de økonomiske aspekter ved køb af bolig i Spanien. Vær specielt opmærksom på de årlige fællesomkostninger samt hvad disse inkluderer. Købsomkostninger er langt højere i Spanien end vi er vant til i Danmark. Normalt skal man forvente købsomkostninger på ca. 11 – 12 %. Optager man lån i Spanien til købet skal forventes yderligere omkostninger på ca. 3 -4 % af hovedstolen til optagelse a lånet.

Når man har taget beslutning og fundet den rette bolig skal man benytte konsulentbistand til at foretage juridisk og økonomisk forundersøgelse af boligen man ønsker at købe. Der skal undersøges ejerforhold samt hæftelser i boligen inden der skrives købskontrakt. Det er ligeledes vigtigt at se boligen flere gange inden man tager beslutningen om at købe boligen. Første gang man ser boligen vil man ofte lægge vægt på værelser, størrelse, lys, terrasse m.m.. Men hvis man beser boligen flere gange vil man lægge mærke til andre detaljer og eventuelle fejl og mangler som sælger skal udbedre forinden salget (fugtskader, mangelfulde el-installationer m.m.). Man kan eventuelt få fagmand til at gennemgå boligen for mangler. At disse udbedringer skal foretages inden endelig overdragelse bør inkluderes i kontrakten der underskrives så der ikke opstår problemer efterfølgende. Ønsker man at overtage eksisterende indbo skal der udarbejdes inventarliste som vedhæftes kontrakten. Ønsker man at overtage boligen fri for indbo kan dette ligeledes med fordel klargøres i kontrakten der underskrives. Når økonomisk og juridisk forundersøgelse er foretaget af konsulent og betingelserne for salget er fastlagt og aftalt af begge parter underskrives normalt købekontrakt hvori betingelserne for overtagelsen fastlægges. Det er vigtigt man er opmærksom på at hvis boligen købes som særeje skal det fremgå udtrykkeligt ved købet. Også selv om kun den ene ægtefælle underskriver købet anses boligen for værene begge ægtefællers eje hvis ikke det klargøres at der købes som særeje. Ved underskrift af denne kontrakt binder sælger og køber sig økonomisk til handlen. Køber deponerer normalt 10 % af købesummen (beløbet kan aftales anderledes hvis parterne er enige herom). At springe fra kontrakten har økonomiske konsekvenser for både køber og sælger.

Hvis man ønsker at benytte ferieboligen delvis til eget brug og delvist til udlejning til feriebrug (dage eller uger) skal man yderligere være opmærksom på de krav der stilles til boliger som benyttes til turistudlejning. I forundersøgelsen er det yderst vigtigt at undersøge om boligen har lovpligtig Ibrugstagningstilladelse fra spansk kommune (Licencia de Primera Ocupacion). Derudover skal undersøges om der i Ejerforeningen er nedlagt forbud mod turistudlejning. Hvis det er tilfældet skal man genoverveje sin beslutning da det i så fald ikke er muligt at benytte ferieboligen til turistudlejning.

Når købskontrakten er underskrevet vil man forbede notarmødet hvor endelig overdragelse og slutafregning finder sted. Overtagelsesdato af bolig vil være samme dato som der underskrives hos notar. Ved dette notarmøde skal både køber og sælger enten være personligt til stede eller være repræsenteret via notarfuldmagt. Har man ikke selv mulighed for at være til stede på notarmødet skal man derfor give notarfuldmagt til den konsulent der assisterer ved købet.

Efter notarmødet afregnes Transmissionsskat og ejerskiftet registreres hos spansk Ejendomsregister. Sideløbende med dette registreres ejerskiftet ligeledes hos kommune samt de leverancer der er tilknyttet boligen og betalinger lægges til automatisk opkrævning via bank.

Hvis ikke man tidligere har ejet bolig i Spanien eller på anden måde er registreret hos de spanske myndigheder skal man være specielt opmærksom på at man med fordel allerede tidligt i forløbes skal anskaffe NIE-nummer hos det spanske Nationalpoliti. NIE-nummer svarer til CPR-nummer i Spanien og skal benyttes til købet. NIE skal ligeledes registreres hos de spanske skattemyndigheder. Specielt på Solkysten er der stor ventetid hos Nationalpolitiet for ansøgning af NIE så man skal påstarte ansøgning tidligt i proceduren. Ligeledes skal man forinden købet åbne konto i spansk bank så løbene betalinger kan blive opkrævet via denne. Har man ikke selv mulighed for at være til rådighed i Spanien kan man med fordel give notarfuldmagt til sin konsulent som forinden købet kan få disse formaliteter på plads så alt er klart til endeligt notarmøde.

Ønsker i yderligere information er i velkomne til at kontakte Lena Grøn og Heidi S. Andersen fra Grøn & Andersen Konsulentbureau på info@www.gron-andersen.es , fastnet 951910649 eller mobil 647911302.

Grøn & Anderen Konsulentbureau

Dette kan også interessere dig